Christoffer Columbus gjorde alt for at skjule sin fortid (2024)

Ingen af de omkring 600 indbyggere i den lille spanske havneby Palos ville nogensinde glemme denne august-aften i det Herrens år 1492. Klokken var hen ved elleve om aftenen, men trods det sene tidspunkt herskede en usædvanlig travlhed i byens havn.

Ude på vandet lå to karaveller og et lidt større fragtskib for anker. Mellem de tre skibe og kajen sejlede mindre både i pendulfart med tønder med ferskvand, beskøjter, tørret frugt og saltet flæsk. Både proviant og mandskab skulle være om bord inden midnat,­ lød ordren.

Navnet på den øverstbefalende for den lille flåde var Christoffer Columbus, og rejsens mål var at krydse det store, ukendte ocean mod vest og nå det sagnomspundne Asien.

En umulig rejse, mente alle, men ikke denne Columbus – en udlænding, som med sin næsten overjordiske tiltro til projektet og egne evner syntes endnu mere gådefuld for de godt 90 spanske besætningsmedlemmer end selve destinationen.

Klokken seks om morgenen den 3. august – en halv time før solopgang – vendte tidevandet omsider, og Columbus gav ordre om i Jesu navn at sætte sejlene. Snart efter stævnede de tre skibe ud af Palos' havn for at følge “en rute...”, som Columbus skrev i skibsjournalen “...vi ikke med sikkerhed ved, om nogen anden nogen sinde har besejlet”.

Alle kender i dag historien om søfareren Columbus, der i 1492 fandt, hvad han selv troede var Indien, men som viste sig at være et helt nyt kontinent – Amerika.

Men historien om Columbus er også historien om en mand, som var og stadig er et mysterium. Hans liv i årene forud for rejsen over Atlanten er stort set ukendt, og ingen ved fx, hvornår og hvordan han fik ideen om at krydse Atlanten.

Den dag i dag kan historikerne end ikke blive enige om, hvor Columbus blev født, og ikke færre end 20 byer i Spanien og 15 i Italien påstår, at han blev født i netop deres by. Derudover er han blevet udnævnt til alt fra spanier, portugiser, franskmand, tysker, englænder, armener, irer og russer.

En særlig kontroversiel teori går endda ud på, at han skulle have været amerikaner; en efterkommer af vikingerne i det såkaldte Vinland i Nordamerika, som sejlede tilbage til Europa og derefter tog af sted igen for at “opdage” sit eget kontinent.

Årsagen til forvirringen er, at hverken Columbus eller hans søn Hernando, som efter farens død skrev hans biografi, fortæller ret meget om familiens forhistorie. Og de få ting, de beretter, er i flere tilfælde opdigtet.

Hernando påstår fx, at familien nedstammer fra den romerske konsulfamilie Colon, at Columbus havde lært at navigere efter at have studeret på universitetet i Padua, og at han i øvrigt ikke var familiens første admiral. Alle tre oplysninger er efter al sandsynlighed fri fantasi, som skulle få Columbus-familien til at fremstå finere, end den egentlig var.

Alle troværdige historiske dokumenter peger derimod på, at Columbus blev født i Genova i Italien, og at han var søn af en jævn uldvæver. Det spørgsmål, mange forskere stiller sig selv, er, hvorfor Columbus gjorde sig så store anstrengelser for at skjule sin fortid. Og hvordan en simpel uldvævers søn kom på den idé at krydse Atlanten?

• Hvor kom han fra? 20 byer i Spanien og 15 i Italien påstår, at Columbus blev født netop­ der. End ikke hans nationalitet kan forskerne enes om.
• Hvad var hans virkelige mission? Columbus påstod, at han ønskede at finde Asien for at udbrede kristendommen. Ikke alle forskere er overbeviste.
• Hvordan fik han idéen? Historikerne ved ikke, hvordan en simpel uldvævers­ søn fik den idé, at han kunne krydse Atlanterhavet.
• Hvor er Columbus begravet? Columbus nåede at blive begravet hele fem gange. I dag er forskerne i tvivl om, hvilket et af stederne han ligger.

Var Christopher Columbus jøde?

Den største af de gåder, der omgærder personen Columbus, er, hvad hans grundlæggende motiver for ekspeditionen over Atlanten var. Var det hans ønske om at kristne Asiens folkeslag? Var det guld og berømmelse? Eller var det noget helt tredje?

Nogle historikere har foreslået, at årsagen til, at Columbus konsekvent lagde et røgslør ud over sin fortid, var, at han havde jødiske rødder. Ifølge denne teori var Columbus' familie jøder, der havde været nødt til at flygte fra Spanien til Italien på grund af jødeforfølgelserne i landet.

I Italien konverterede familien til kristendommen. Det kunne forklare det faktum, at Columbus, allerede inden han ankom til Spanien, talte og skrev på den spanske dialekt castiliansk. Det ville også forklare, hvorfor Columbus gjorde alt for at holde sin herkomst hemmelig, eftersom jødeforfølgelserne var på deres højeste, da han i 1485 ankom til Spanien.

Tilhængerne af teorien fremfører også, at Columbus både ved hoffet i Portugal og især i Spanien blev hjulpet af folk, der enten var jøder eller jøder, der var konverteret til kristendommen i håbet om at undslippe forfølgelser.

Jøderne var forhadte i det meste af Europa, og i særdeleshed i det nyligt forenede Spanien.

Fire måneder inden Columbus' afrejse fra Palos havde det spanske kongepar udstedt befaling om, at landets omkring 200.000 jøder skulle være ude af landet inden 3. august 1492 – selvsamme dag som Columbus sejlede ud på sin rejse over Atlanten.

Samtidig viste den spanske inkvisitions nådesløse fremfærd, at heller ikke nykristne jøder kunne vide sig sikre – de blev tværtimod i tusindvis brændt på bålet for at være “falske­ kristne”.

Blandt andre forfatteren og nazi-jægeren Simon Wiesenthal mente derfor, at Columbus' virkelige mission var at finde et nyt land til jøderne.

I århundreder havde jøderne genfortalt myter om, at flere af oldtidens jødiske stammer – efter at være blevet deporteret fra Israel af assyrerne – havde bosat sig i Asien, hvor de havde skabt mægtige riger.

Måske håbede Columbus på at finde disse riger og bede dem om at hjælpe Spaniens jøder. Det kunne også forklare, hvorfor Columbus tog en tolk med, der kunne oversætte fra spansk til hebraisk. De fleste historikere afviser teorien, men totalt feje den af bordet har ingen kunnet.­

En søfarer dukker op fra havet

Historien om Columbus begynder i 1476. Den da 25-årige Cristoforo Colombo, som hans navn lød på italiensk, havde ifølge ham selv allerede som 14-årig beslu*ttet sig for, at havet var hans skæbne.

Ifølge sønnens optegnelser sejlede han i de følgende år bl.a. til Island, og senere var han kaptajn på et skib, som efter kongelig ordre angreb Tunis. Forskerne har imidlertid ikke fundet et eneste bevis for, at Columbus nogen sinde havde haft kommandoen over så meget som en flodpram, før han sejlede til Amerika i 1492.

I sommeren 1476 befandt han sig angiveligt på en flåde af genovesiske skibe, der skulle fragte en last til Lissabon i Portugal. Ud for Portugals kyst blev flåden angrebet af franske sørøvere, og Columbus' skib blev sænket.

Det lykkedes den unge Columbus at klynge sig til en åre og kæmpe sig ind til kysten. Her blev han plejet af lokale, og efter nogle dage rejste han til hovedstaden Lissabon.

Portugal var på dette tidspunkt Europas største søfartsnation, når det gjaldt opdagelse af nye lande, og portugisiske søfarere havde bl.a. udforsket størstedelen af kysten langs Vestafrika. Og Lissabon var fyldt med søfolk, der kunne fortælle om gådefulde lande og folkeslag.

Columbus blev i Portugal i otte år – i Lissabon og på Madeira. Columbus' bror, Bartolomé, var korttegner og havde en søkorts-handel i Lissabon, hvor Columbus nu lærte kartografi. Snart efter skiftede han navn til det portugisisk klingende Cristovao Colom.

Så Columbus vikingernes landkort?

Det må have været i disse år, at Columbus fik ideen om at krydse Atlanten og nå Asien. Præcis, hvordan ideen opstod, er uvist. Ifølge en historie mødte Columbus på Madeira en strandet sømand, hvis skib under en storm var blevet blæst tværs over Atlanten, og som det efterfølgende var lykkedes at komme tilbage igen.

Columbus tog sig af den døende mand, der som tak fortalte ham om landet på den anden side af havet.

En anden teori er, at Columbus så en kopi af det såkaldte Vinlandskort over Nordamerika – et kort, som angiveligt var tegnet 50 år forinden og bl.a. viste de dele af Nordamerika, vikingerne udforskede omkring år 1000. Kortets ægthed er dog stærkt omdiskuteret.

Uanset årsagen, så begyndte Columbus nu at læse alle geografiske bøger, som kunne støtte hans idé. Han kastede sig bl.a. over antikkens forfattere. Hans bibliotek har overlevet til i dag, og det er derfor muligt at læse de over 2000 små noter, han skrev i marginen på sine bøger.

I et uddrag af filosoffen Aristoteles skrev Columbus fx i marginen: “Aristoteles – Mellem Spaniens­ slu*tning og Indiens begyndelse findes et lille hav, der kan oversejles på nogle dage”.

Portugals konge afviser ideen

Han forsøgte også ud fra de antikke tekster at beregne Jordens omkreds og kom frem til, at den målte 30.192 km – omkring 10.000 km for lidt i forhold til den reelle omkreds.

Ved hjælp af yderligere beregninger kom han desuden frem til, at afstanden mellem Europa og Asien højst var 4000 km. Den virkelige afstand er fem gange større: 19.600 km.

Columbus følte sig nu helt sikker på sit projekt. Han havde knyttet kontakter til det portugisiske hof, heriblandt til kongens to indflydelsesrige, jødiske livlæger, der lagde et godt ord ind for ham. Og i 1484 lykkedes det ham at få audiens hos Portugals konge, Johan­ 2.

Columbus fortalte om sine beregninger og sørgede omhyggeligt for at nævne Marco Polos beretninger om Asiens enorme rigdomme – det hele kunne blive kongens, hvis blot han ville finansiere ekspeditionen.

Under sin audiens fortalte han især om øen Cipangu – nutidens Japan – som ifølge Columbus' beregninger lå tættest på Europa. Kongen lyttede, men var ikke imponeret. Måske fordi portugiserne satsede alt på at nå Indien ved at sejle syd om Afrika.

Den samtidige historiker Barros beskrev senere kong Johans reaktion: “Da kongen indså, at Cristovao Colom var en pralhals, hovmodig i forhold til sine talenter og fuld af fantasi og forestillinger, når han beskrev sin ø, Cipangu, fæstede han kun meget lidt lid til ham”.

Columbus havde satset – og tabt.

Asien lå ifølge Columbus blot 4000 km fra Europa på den anden side af Atlanten. I virkeligheden lå det næsten 20.000 km væk, og imellem Europa og Asien lå et hidtil ukendt kontinent – Amerika.

1. Kina var af Marco Polo blevet beskrevet som et højt kultiveret rige, hvor selv paladsernes­ tage var af guld.
2. Indien var det sted, hvor størstedelen af Europas krydderier kom fra. Columbus kendte kun til landet fra antikkens historikere.
3. Japan, eller Cipangu, som Marco Polo­ kaldte landet, lå ifølge Columbus blot 4000 km fra Europa.

Fiaskoen i Portugal fik ikke Columbus til at give op. Ifølge præsten Las Casas, der kendte Columbus og efter dennes død redigerede hans rejse-journaler, forlod Columbus Portugal i hemmelighed, fordi han “frygtede, at kongen ville lade ham hente og holde ham tilbage”.

Hvorfor Columbus frygtede det, er uvist. Måske havde han ubetalt gæld. Måske var det bare endnu et eksempel på hans mistænksomme og hemmelighedsfulde natur. I hvert fald krydsede han i 1485 grænsen til Spanien. Den nu 34-årige Columbus skiftede ved ankomsten endnu en gang navn. Nu blev han til Cristóbal Colón.

Året 1485 var et blodigt år i Spanien, der blev regeret af dronning Isabella og kong Ferdinand. Få år forinden havde kongeparret oprettet den spanske inkvisition, og i foråret buldrede kætterbålene som aldrig før.

Columbus havde efterhånden fået stor erfaring i at knytte venskaber med magtfulde mennesker, som kunne hjælpe hans sag. Og året efter sin ankomst til Spanien lykkedes det ham at blive kaldt til audiens hos kongeparret for at fortælle om sit projekt.

Columbus var en god psykolog og fortalte den stærkt religiøse Isabella, at ekspeditionen først og fremmest skulle udbrede det kristne budskab til Asiens befolkninger. Til den pengegriske kong Ferdinand fortalte han om kontinentets ufattelige rigdomme.

Kongeparret lyttede interesseret og nedsatte en videnskabelig kommission, der skulle granske Columbus' påstande. Kommissionen afviste projektet – Columbus' beregninger af rejsens længde kunne ikke passe.­

Alligevel blev Columbus nu knyttet til hoffet, hvor han bl.a. blev gode venner med flere magtfulde nykristne jøder, der benyttede enhver lejlighed til at tale hans sag. En af disse var Luis de Santangel, der var kongeparrets personlige rådgiver.

Trods sine stærke støtter gik årene, uden at Columbus kom videre. Men i 1492 faldt Granada, muslimernes sidste bastion i Spanien. Columbus satte en sidste offensiv ind, og med hjælp fra Santangel, der lovede at finansiere en stor del af ekspeditionen, lykkedes det at få dronning Isabellas støtte.

Og kort før daggry den 3. august 1492 sejlede Columbus og hans mænd ud af havnen­ i Palos på vej mod vest.

Land i sigte

Columbus havde påstået, at rejsen over Atlanten højst ville tage tre-fire uger. Den kom til at tage næsten det dobbelte, og flere gange var Columbus' mandskab ved at begå mytteri. De frygtede, at de aldrig ville gense Spanien.

Men om natten den 12. oktober så besætningerne på de tre spanske skibe omsider land. Ved daggry gik spanierne i land på den ø, som de indfødte kaldte Guanahani. Ifølge præsten og historikeren Las Casas gik Columbus i land med det kongelige banner og tog øen i besiddelse med ordene: “For kongen og dronningen”.

Helt præcist hvor Columbus landede, er endnu en af de gåder, som forskerne ikke kan svare på. Alle er dog enige om, at øen tilhører Bahamas-øgruppen i Det Caribiske Hav. Columbus navngav øen San Salvador, men øen interesserede ham så lidt, at han aldrig vendte tilbage dertil.

Columbus havde forventet at møde paladser med tage af guld og en højtudviklet lokalbefolkning på den anden side af Atlanten. Han blev derfor overrasket over øens beboere, der “gik nøgne rundt, som deres mødre havde født dem – også kvinderne”.

Den store søfarer var dog stadig overbevist om, at han havde nået Asien, og at Japan, Kina og Indien lå tæt ved. Flåden sejlede videre og nåede bl.a. Cuba. Her talte de lokale om Cubanacan. Columbus troede, at de talte om storkhanen af Kina.

Men hverken storkhanen eller det guld, Marco Polo havde skrevet om, var nogen steder at finde.

Til sidst kom spanierne til en stor ø, de kaldte Hispaniola – nutidens Haiti. De lokale fortalte, at ikke langt fra øen lå et vældigt fastland. Columbus konkluderede straks, at fastlandet måtte være Cathay – Kina.

Øen måtte derfor være Cipangu – Japan. Og et sted ikke langt derfra måtte Indien ligge. Han havde nået sit mål. Han – Christoffer Columbus – havde­ fundet søvejen til Asien.

Ved hjemkomsten til Spanien i 1493 blev Columbus modtaget som en helt. “Ikke kun alle folk i byerne langs hans rute løb ud for at se ham, men også byer langt fra ruten blev tømt”, skrev præsten­ Las Casas.

Kongen og dronningen gav ham bl.a. titlen som vicekonge over det nyfundne Indien. Og i efteråret samme år stod Columbus i spidsen for en flåde på 17 skibe med 1200 mennesker om bord, der skulle grundlægge en koloni på Hispaniola.

Det endte i kaos. Columbus anlagde den nye koloni, Isabella, i nærheden af et sumpområde, hvor intet kunne dyrkes, og hvor febersygdomme stortrivedes. Samtidig nægtede de spanske adelsmænd at følge udlændingen Columbus' ordrer, og for at gøre ondt værre endte han i krig med de lokale indianere.

Det blev en katastrofe for indianerne, der også blev ramt af spaniernes medbragte sygdomme. Forskerne regner med, at op imod 500.000 indianere døde på Hispaniola i de to år, Columbus styrede øen. I 1496 var Columbus atter hjemme i Spanien, hvor han straks gik i gang med at organisere endnu en ekspedition.

Det var under denne tredje ekspedition, at han omsider nåede selve fastlandet, da han gik i land i nutidens Venezuela. Han var dog fortsat overbevist om, at det var Asien og ikke et nyt kontinent.

Trods den store opdagelse endte også denne ekspedition katastrofalt. På Hispaniola havde kolonisterne opgivet kolonien Isabella og bygget en ny koloni, Santo Domingo. Men snart brød en regulær krig ud mellem Columbus og hans støtter og de andre spaniere i kolonien.

Urolighederne fik et sådant omfang, at det spanske kongepar til sidst beordrede ridderen Francisco de Bobadilla til Hispaniola for at skabe orden. 23. august 1500 ankom Bobadilla og beordrede straks Columbus sendt hjem i lænker.

Med hjemsendelsen fra Hispaniola havde Columbus med et slag mistet alt. Under rejsen hjem skrev han et følelsesladet brev om alle de ydmygelser, der var overgået ham “ikke engang, hvis jeg havde stjålet Indien og givet det til maurerne”, ville han være blevet så dårligt behandlet.

Vel hjemme i Spanien forbarmede dronning Isabella sig over Columbus, og han fik tilladelse til at endnu en gang at sejle over Atlanten.

Rejsen førte ham til Panama og Honduras, men endte i skibbrud, og Columbus måtte reddes af spaniere fra Hispaniola. I 1504 ankom den nu 53-årige Columbus til Spanien, nedbrudt og så svag, at han måtte bæres i land.

To år senere døde Amerikas opdager i al ubemærkethed i familiens hus i byen Valladolid. Begravelsen foregik i byen, hvor han døde. Den var enkel og med få deltagere. Men selv Columbus' sidste hvilested er i dag et mysterium.

I 1509 beordrede Columbus' søn Diego, farens lig gravet op og placeret i klosteret Las Cuevas i Sevilla. Efter Diegos død lod hans hustru i 1541 både sin mands og Columbus' knogler føre over Atlanten og begrave i Santo Domingos domkirke på Hispaniola.­

Da franske tropper i 1795 indtog øen, blev hans kiste fragtet i sikkerhed på Cuba. Her lå han i fred i næsten 100 år. Men da Spanien i 1898 måtte opgive Cuba, blev kisten sejlet tilbage til Spanien og sat i domkirken i Sevilla.

I 1877 fandt arbejdere imidlertid en kiste i domkirken i Santo Domingo med indskriften “Don Cristobal Colón”. Noget tydede på, at man i 1795 ved en fejl havde flyttet sønnen Diegos og ikke Columbus' kiste til Cuba og derfra videre til Spanien.

I 2006 dna-testede spanske forskere de knogler, som lå i domkirken i Sevilla. Testen viste, at det rent faktisk er Columbus' knogler i Sevilla. Ifølge forskerne er det dog muligt, at Columbus' knogler er blevet blandet med Diegos, og at en del af hans knogler ligger i Sevilla, mens resten ligger på den anden side af Atlanten i Santo Domingo.

Myndighederne i Santo Domingo nægter imidlertid spanierne at undersøge deres del af knoglerne. Også Columbus' sidste hvilested forbliver derfor en gåde.